Bliv en bedre dj og producer
På Lunderskov Efterskole kan du blive en dygtigere DJ og producer.
Den moderne DJ og Producer skaber sin egen musik og sit eget udtryk. Vi sætter gang i festen – og skaber stemningen til filmen. Vi laver lydkunst og vilde projekter. På linjen DJ/Producer udvikler du dig både som DJ og elektronisk musiker – og så kommer du til at producere lyde, musik og soundtracks til filmlinjens produktioner.
Men du kommer også til at stå på scenen og spille din musik foran et publikum på vores helt store lydanlæg. Lyt, lær og lad dig inspirere – og bliv meget dygtigere hos os.
Der er altid nogen at ‘lege’ med
DJ og producer-holdet på Lunderskov Efterskole holder til i et lækkert lokale med bløde møbler og masser grej. Vi ved, du kommer til at bruge mange timer her sammen med dine kammerater, så vi har gjort det lidt hyggeligt.
Det bedste ved at være på efterskole er, at der er andre som dig. Andre der elsker det elektroniske univers. Du arbejder ofte med dine egne projekter, men til tider arbejder I også flere sammen – og får det bedste ud af hinandens evner. Du vil opleve, at dine ideer og kreativitet bliver stærkere i sammenspil med andre.
På den udvikler du dig som producer og DJ i et miljø, hvor I hjælper hinanden og hele tiden arbejder på at blive dygtigere.
kom med på tour og spil for andre
På Lunderskov Efterskole er en stor del af vores DNA at performe og vise, hvad vi har lært og kan. Det lærer du også, når du går på DJ- og producer-linje. Det kan være, at du aldrig har stået på en scene før eller spillet foran andre – bare rolig, vi hjælper dig.
I videoen her kan du, hvordan det gik, da linjefaget tidligt på året skulle til Esbjerg og spille foran andre. Det var både hyggeligt og grænseoverskridende. Heldigvis kan man opnå det meste, når man har et fedt sammenhold – og det har man på DJ-linjen.
Ableton Live er kernen for en DJ
Ableton Live er et fantastisk program som vil være din platform i alle faser: Når du komponerer tracks, indspiller sekvenser, sampler lyde, laver effekter, når du optræder og når du lytter. Du vil også bruge andet software som fx Traktor – men Ableton er kernen. Måske har du allerede en licens – ellers låner du en af os.
Vi har også en masse fedt udstyr, som I kan låne og bruge, så det er muligt at tage sine produktioner til nye højder. Vi har alt, hvad der skal bruges.
Vi skal bare bruge dit talent og din lyst til at lære. Så skal det nok blive sjovt!
DET SIGER ELEVERNE PÅ DJ OG PRODUCER OM LINJEFAGET
Måske har du været DJ til fester før, eller også har du produceret din egen musik hjemme på værelset. Det kan også være, at du bare synes, at elektronisk musik er det fedeste og gerne vil prøve kræfter med det. Her er der plads til alt.
Jeg har lært at forstå alt det, der hører med til at lave elektronisk musik. Jeg kom som nybegynder, men lærte hurtigt at bruge alt vores forskellige udstyr. Jeg har fundet en ny slags kreativitet som DJ og en anden måde at udtrykke mig på.
På efterskolen har jeg kunne lave mine egne koncerter med STAGE-linjen med lys og lyd. Og så har jeg prøvet at producere musik til vores dansehold. Jeg har lært flere forskellige ting og fået oplevelser, der har gjort mig bedre som DJ
som producer og dj arbejder du med mange forskellige projekter
Vi arbejder hele tiden med forskellige projekter – alene og sammen med andre.
I perioder arbejder vi med at komponere lyduniverser til film fra skolens filmproduktion – og hvis du er dygtig, så kan dine produktioner måske vinde en pris til Dolly Awards.
Andre gange arbejder du på at skabe en oplevelse, som du skal performe foran et publikum. Det er din mulighed for at komme ud over scenekanten og sammen med STAGE-linjen kan I udvikle det vildeste lyd og lys-show.
simon reinke oxholm
Et lækkert overskæg og en snørklet hjerne. To skønne kendetegn ved Simon. Han er fyldt med fede ideer, sjove udfald, og vi andre prøver bare at følge med. Simon er en rigtig musiknørd, og han har en mening om det meste musik.
Han er vel en slags musikprofessor. En smule skør, men hammer dygtig og skarp. Simon har produceret en masse musik, men også været med til at lave lyd på film. Så han hjælper gerne, hvis du skal en tur i studiet eller på set. Men vær klar på at blive udfordret.. Og værsgo at prøve at følge med ham. Vi har opgivet!
Mere info om linjefagene
Hvor mange linjefagstimer får du? Hvilket niveau kan du forvente? Kan du skifte linjefag undervejs? Har du flere spørgsmål, så har vi svarene.
Se mere om antal timer, niveau og andre generelle oplysninger om linjefag
Og her på forsiden kan du se de andre linjefag vi har her på efterskolen